Fredag aften i Netto, ung rock og tvillingernes stille sejr
Plus: et mesterværk fylder 25, et tidsskrift sparker farvel, og det samme gør engelske kultfavoritter. Og hvem så den bedste Roland Garros-finale i nyere tid?
Hermed en håndfuld strøtanker og lidt længere nede nogle spændende plader:
1: For lidt over en time siden kom jeg hjem med en indkøbspose over skulderen, bleer i den ene hånd og toiletpapir i den anden. På gaden mødte jeg min nabo, der havde fået vin og nu skulle ud og drikke øl. “Det ligner lidt noget fra corona,” sagde hun rammende om mit fredagsindkøb.
2: Min bror har netop mindet mig om, at The Moon & Antarctica fylder 25 år i dag. Få plader har betydet mere for mig. Verden åbnede sig lidt mere, da vi fandt bandet på amerikansk collegeradio. Dengang internettet var mere uskyldigt. Man kan nemt glemme det, men Modest Mouse var fremragende fra 1996-2000.
3: I går kom 11. og allersidste udgave af fodboldtidsskriftet MÅL. Baseret på oplæsningerne til receptionen er det lige så godt som altid. Tak for indsatsen og teksterne til redaktørerne Lars og Asker. Det kan købes til 40 kr.
4: Død og sygdom har præget ugerne siden sidste indlæg/nyhedsbrev. En vens indlæggelse med hjerneinfektion. En bekendts bortgang. En anden vens hjerneblødning. Et besøg hos en mand med uhelbredelig knoglemarvskræft (arbejde). Et besøg hos to forældre, der har mistet deres søn som følge af et psykiatrisk system, der ikke fungerer (arbejde). Hvad gør man i sådan en stund? Priser sig lykkelig for en god familie og en herlig festivaloplevelse. Livet går videre.
5: Her er nogle dugfriske plader, som jeg ikke har hørt endnu, men da jeg engang skrev om nye plader på en anden måde, kan du se det som et kortvarigt blast from the past. En helt kort omgang retro-Ugens Plader:
Holden + Zimpel: The Universe Wil Take Care of You. Elektronisk troldmand sammen med en polsk jazzmester og klarinetguru.
Lyra Pramuk: Hymnal. Klassisk musik møder knasende elektronik. Meget berlinsk.
Polygonia: Dream Horizons. Lindsey Wang fra München kan lide både techno og footwork. Til tider desorienterende og ret vilde rytmer, til tider drømmende, men ikke altid harmoniske drømme. Dén beskrivelse er baseret på to singler, så jeg kan tage ret meget fejl.
Stefan Wesołowski: Song of the Night Mists. Jeg kan forstå, at du gerne vil have mere polsk musik denne fredag? Og at det gerne må være af en komponist, der laver musik, som kunne lyde som noget fra en A24-filmproduktion. Værsgo. Gode Unheard of Hope udgiver.
Næb: Territorium. Det er svært ikke at blive forført af ideen om et konceptband, der bare elsker fugle. Sangen ‘Fyr, Fyr, Fyrremejse!’ får mig til at tænke på Kliché. Bandet har i øvrigt Danmarks måske mest charmerende mand på keys/synth.
Og nu videre til musik, som jeg rent faktisk har lyttet mere til.
These New Puritans: Crooked Wing
Sikken et band. Tvillingebrødrene Jack og George Barnett udgjorde engang et mere konventionelt post-punket band, som heldigvis gik i en mere interessant retning og i 2013 leverede mesterværket Field of Reeds. Langsomt lavede de den absolut værdige opfølger Inside the Rose (2019) og er nu endelig klar med mere søgende og stille-storslået art-pop, som hverken er artsy eller pop, men hvad søren skal man kalde det?
Caroline Polachek beskriver dem således: “Jack and George make the kind of stuff that lives in the sacred sector of what I love about music, slurred sleepwalking through shifting crystalline mazes of brutal mortal timekeeping.”
Hun er med på den betagende ‘Industrial Love Song’ om to kraner, der forelsker sig. Hun dukker også mere diskret op på ‘A Season in Hell’ og ‘Wild Fields’.
Sangen ‘Bells’ får mig til at tænke på en mere gotisk udgave af Naima Bock i både komposition og instrumentering. Lige så rørende er ‘I’m Already Here’, der nærmest er en trist julesang. Og det er en påmindelse om, at dette lidt tunge album faktisk bliver endnu bedre, når vejret bliver dårligere, for sommermusik er det ikke. Men det er stadig en stor anbefaling.
En ven sammenlignede bandet med David Sylvian, og det er godt hørt. Han skrev også noget andet sandt: de befinder sig omtrent så langt fra algoritmerne, som man kan komme. Det er et godt sted at være.
Lifeguard: Ripped and Torn
Ungt Chicago-band, der har et vist slægtskab med Horsegirl. Også et bogstaveligt slægtskab, da en gut i Lifeguard har en søster i Horsegirl. Sødt.
En anden gut i denne trio laver et zine ved navn Hallogallo opkaldt efter Neu!-klassikeren. Med Lifeguard er vi dog ude i noget mere punket. Randy Randall fra No Age har produceret, og de må også formodes at være forbilleder: Det er rastløst i både stil og lyd.
Det er ofte hurtigt og effektivt, men de fungerer også langsommere, fx på titelnummeret, hvor man også tydeligt hører Wire-inspirationen. En god rockskive.
Hayden Pedigo: I'll Be Waving As You Drive Away
Behageligt og let støvet instrumentalalbum med ranch-guitar. Kan minde om William Tyler i dennes roligere øjeblikke eller Daniel Bachman. Albummet varmede og beroligede mig på cyklen efter en morgen, der bød på en nedsmeltning hos et barn og et ansigtstab hos en voksen (mig).
Farvel til Saint Etienne
I mere end 30 år har engelske Saint Etienne udgivet sofistikeret pop, ambient og meget mere. De har ofte stramme koncepter, selvom man ikke nødvendigvis bemærket konceptet. Man nyder bare musikken. Men man mærker kærligheden til musikken, særligt i deres samples og i Sarah Cracknells vidunderlige vokal.
Som et af meget få bands giver de altid gode interview, ikke mindst på grund af popfan og musikhistoriker Bob Stanley. Senest i The Guardian. De tre har rent faktisk interessante holdninger og takes.
Altid gode Niels Fez Pedersen skrev også om dem for nylig:
Den 5. september udkommer Saint Etiennes sidste album med titlen International. Som altid på Heavenly.
Så I tennis sidste weekend?
Sjældent har en finale føltes så historisk live, som da Carlos Alcaraz i søndags slog Jannik Sinner i den længste Roland Garros-finale nogensinde. Finalen var den endegyldige overdragelse af faklen fra The Big Three til denne nye-nye generation, som har overhalet en generation indenom (Zverev, Medvedev, Ruud m.fl.). Højdepunkter her.
Dagen før vandt Coco Gauff sin første titel i Paris (og anden grand slam i alt), da den kloge amerikaner – dem har verden brug for i øjeblikket – slog den hårdtslående Sabalenka fra Belarus, som desværre ydmygede sig selv med sine kommentarer efter kampen og i mødet med den skrevne presse.